Små og Mellemstore virksomheder skal have mere frihed!

Små og mellemstore virksomheder er rygraden i de lokale samfund. Det er her, nye idéer afprøves, unge får deres første job, og lokalmiljøet får liv. I håndværksbranchen er udviklingen gået fra mange mindre virksomheder til færre små, flere enkeltmandsvirksomheder og store selskaber. Den tendens truer lokalsamfundene, hvor idræt og kultur i høj grad bæres af mindre virksomheder – ikke af fonde og koncerner, som typisk fokuserer på stor kultur og eliteidræt.
Alligevel bliver mindre erhvervsdrivende tynget af regler, omkostninger og bureaukrati, der i praksis er skabt til langt større virksomheder. Det gælder fx loven om vandvidsbilisme, hvor en virksomhed kan miste en bil på grund af en ansats fejl, og bøder fra myndigheder og fagforeninger, som er ude af proportion og ofte identiske, uanset om virksomheden har tre eller tre hundrede ansatte. Hertil kommer DFIM-gebyrer, der opkræves bagud, klimaskatter og ESG-krav, som udløser omfattende dokumentationspligt, samt lossepladsgebyrer, bank- og lånevilkår, kvalitetssikringsordninger, bogholderikrav og et uigennemskueligt skatte- og inddrivelsessystem.
Det skal laves om. For det første skal unødige pålagte omkostninger, gebyrer og bøder reduceres og gøres proportionale med virksomhedens størrelse. For det andet skal bøvl og bureaukrati ned: Regler om skat, arbejdsmiljø, dokumentation og rapportering skal være enklere, gennemsigtige og skalerede, så mindre virksomheder får forenklede ordninger og digitale løsninger, der reelt sparer tid.
For det tredje skal samfundet passe bedre på de få, der tager chancen for at skabe jobs til de mange. Iværksættere og mindre erhvervsdrivende løber en personlig og økonomisk risiko, som bør mødes med respekt, stabile vilkår, bedre adgang til uvildig rådgivning og lettere adgang til offentlige udbud.
Hvis Danmark vil have flere arbejdspladser, mere innovation og stærkere lokalsamfund, skal det være enklere, billigere og mere attraktivt at være mindre erhvervsdrivende.

Mine andre mærkesager: