Når man læser om Silkeborg Hospitals nu tidligere overlæge, Ulrich Fredberg, får man indtrykket af at han er fagligt meget dygtig, ekstremt vellidt af medarbejderne og en person der rummer en meget sjælden evne til at lade medarbejderne udfolde deres potentiale. Jeg har selv oplevet ham som oplægsholder, og han er stærkt inspirerende. Jeg læste debatindlægget i sundhedspolitisk tidsskrift fra overlæge Mahican Gielen, som virkelig gør forståeligt at det er meget usandsynligt, så vidt jeg kan vurdere, at nogen har risikeret noget som helst ifm. Silkeborg Hospitals brug af lavdosis CT til undersøgelse for lungekræft. Den del er dog svær at forstå for lægmand og er heller ikke årsagen til debatindlægget fra mig.
Problemet er at man tager en åbenlys dygtig mand på de fleste parametre, og så har man fundet et hul i osten. Man har fundet ud af at Ulrich Fredberg ikke er perfekt, og problemet med den tilgang er at det er der jo ingen der er. Så lige meget hvem man ansætter i stedet for Ulrich Fredberg, så får man et nyt uperfekt menneske. Det virker dog som stærkt usandsynligt at man finder en der scorer samlet så stærkt som Ulrich, som opbakningen fra nærmest alle retninger også tyder på. Vi må helst ikke komme dertil hvor man ansætter kun dem der lever op til det som en gammel revyvise sagde ”Stå ej til søs, men lad de andre stå. Så får du kors og bånd og stjerner på”
De største tabere er efter alt at dømme patienterne, hospitalet og samfundet. Det her er virkelig en sag uden brugbare vindere!
