Vi skal støtte vores ungdomsuddannelser, og private skoler.

Det var dejligt at vi fik vedtaget at Ungdomsuddannelserne ikke skal betale Grundskyld til kommunen, som er en skat på de grunde hvor uddannelsesbygningerne ligger. Vi skal understøtte vores ungdomsuddannelser og ikke tage penge fra dem. Det er vigtigt at vores unge mennesker får en god ungdomsuddannelse og derefter et godt job de bliver glade for. Det er meget nemmere at de unge mennesker kommer godt på vej og ikke bliver ledige men ansatte, som så igen giver skattepenge, som går til vores mange kommunale opgaver. Det er med andre ord en god investering at uddanne vores unge mennesker så godt som muligt. Især den tekniske skole under College 360 har meget pladskrævende uddannelser og har derfor haft en unødig ekstra udgift. Vi fjerner over de næste 3 år en udgift på 3 mio. kr. fra ungdomsuddannelserne, og det er godt. Vi har et fantastisk Silkeborg Gymnasium, Danmarks største, som virkelig kan løfte elevernes karakterniveau, som ligger gennemsnitligt næsten en hel karakter over landsgennemsnittet. Vi har en flot ny teknisk skole og en meget velfungerende Handelsskole. Det er bestemt noget der er værd at investere i.

Det næste vi skal have kigget på er de private skoler, Kornmod mv… som ligeledes betaler en Grundskyld som derved går fra undervisningen. Vores kommunale folkeskoler betaler ikke ligeledes en Grundskyld, hvilket de selvfølgelig heller ikke skal. Jeg vil arbejde for at det bliver fjernet på det næste budget, så vi også her kan lade pengene blive på uddannelserne og dermed investere i de unge mennesker og vores fælles fremtid.