Skal der skolesvømning på skemaet?

Svømning er en fantastisk form for idræt, som ikke matches af ret mange andre idrætsgrene, når man taler skader og kondition. Svømning er fantastisk, for når man kan svømme, kan man højst sandsynligt også, hvis uheldet skulle være ude, redde både sit eget og måske også andres liv. Alene dette er grund nok til at lære at svømme.

Heldigvis melder rigtig mange forældre hvert år deres børn til svømning i en af de svømmefaciliteter, der er i Silkeborg Kommune. Mange børn har derfor lært at svømme, når de begynder i skole.

Jeg mener, at svømning, startende i skoletiden, er for sent, nok også for dyrt og meget tidkrævende særligt for de skoler, som ikke ligger lige op ad en svømmehal, hvilket gælder langt størstedelen. Forskning viser, at børn allerede i en alder af 3-4 år kan svømme 10-15 meter uden hjælpemidler, og, måske allervigtigst, lære ikke at gå i panik, hvis de skulle få hovedet under vand.

Det er derfor oplagt at børn, når de går i børnehave, lærer at svømme. Svømning vil også kunne understøtte den almindelige, pædagogiske læring gennem forskellige lege uden at tage tid fra andre fag, som ville være tilfældet i skolen. For de børn, der er så heldige at have tilknyttet de nye Bus-børnehaver, er det oplagt at tilbringe en del af dagen i svømmehallen. Vi kunne overveje at øge antallet af busser, så mange flere børn både kunne komme ud i naturen, men altså også i svømmehallen.

Og så kan man spørge sig selv: hvad ved han egentlig om svømning? Mine egne børn, som nu svømmer på Silkeborg Svømmeklubs konkurrencehold, er startet til svømning i en tidlig alder og jeg kan se, at de trives i vand. De synes, det er sjovt og de er trygge. Den oplevelse, vil jeg ønske at alle børn også får lov at opleve tidligt i livet. Derfor skal svømning allerede på skemaet i børnehavealderen.